Vi tror på "hjælp til selvhjælp", som også kan udtrykkes som et princip om bæredygtihed.

Den type hjælp, der alene består i at hjælpe et akut behov nu og her er naturligvis helt berettiget og nogle gange absolut nødvendig, når der f.eks. er tale om pludseligt opståede katastrofer.

Men bortset fra disse tilfælde, er det helt klart at foretrække at hjælpe på en måde som på en eller flere leder går ud på at hjælpe med et sigte på at de der bliver hjulpet på bæredygtig vis bliver i stand til at blive uafhængig af fortsat hjælp.

Billedet med den fattige Tredje Verdens borger der står hænderne udstrakt som en tigger, der beder om nådegaver er hverken særligt respektfuldt eller hensigtmæssigt.  Det er ydmygende og egnet til at skabe eller ihvertfald fastholde en situation, som hverken Tredje Verdensborgeren eller den hjælpende part er tjent med.

Ligesom Pavlovs hunde vil et menneske jo blive tillært at det der giver de attraktive fornødenheder er at bede om den i stedet for at blive en del af at skaffe dem på konstruktiv vis.

Man ligger som man har redt - og her tænkes ikke på de stakkels mennesker med behov for hjælp, men derimod på de hjælpende - altså dig om mig!  Bliv ved med at sende tonvis af ris af sted og du bomber markedet for at producere ris lokalt, således at alle efterhånden står i køen med hænderne strakt ud efter hjælp.

Det skal på ingen måde antydes at vi ikke respekterer de der hjælper hvor der er et stort behov for akut hjælp, men det må og skal være en ambition at forsøge at opnå bæredygtighed - altså at de der bliver hjulpet også bliver hjulpet til ikke hele tiden og i al fremtid at skulle være afhængige af at blive hjulpet af den Rige Verden.