Om Tredje Verden
Foreningen Tredje Verden er en uafhængig organisation, der arbejder for at bedre vilkårene for den tredje verden og i særdeleshed for stakkels mennesker der er ramt af fattigdom og forfølgelse i denne del af verden.
Foreningens formål lyder:
Foreningens formål er hjælpe der hvor der er et behov for hjælp i den tredie verden. Det er således foreningens formål at arbejde for en effektiv fattigdomsbekæmpelse, særligt gennem en bæredygtig udvikling, samt at arbejde for frihed, demokrati og menneskerettigheder hos befolkningerne i den tredje verden. Foreningen er helt uafhændig af partipolitik og religion.
Vi kan mærke at der er mange, der som vi er trætte af, at den dagsorden der har med humanitær bistand til den Tredje Verden at gøre, er blevet sat af en type organisationer og personer som i medier og den almindelige opfattelse nærmest har "taget patent på" at denne form for humanitært arbejde og medmenneskelig indstilling nødvendigvis skal kædes sammen med politisk placering på en bestemt fløj. Det er rigtigt ærgerligt. Af mange grunde; blandt andet fordi det ikke er sandt og også fordi det derved udelukker nogle ressourcer og kræfter, som af den grund måske bliver afskrækkede fra at deltage i det gode arbejde eller for den sags skyld at støtte det.
Foreningen Tredje Verden er stiftet af en gruppe mennesker, hvoraf en del allerede har arbejdet i Latin-Amerika og støttet projekter i f.eks. Nicaragua. Foreningens fokus vil derfor nok - særligt i starten - være på at arbejde i denne region.
Nu skal vi jo ikke tro at vi som en lille ny forening kan løse hele verdens fattigdomsproblemer, så alene af den grund kan det være hensigtsmæssigt at fokusere og derved forsøge at få effekt ud af det arbejde der bliver lagt for dagen.

